
Den energi du modtager under en healing er en universel livsenergi, der er til stede overalt, til enhver tid. Under en healing finder energien selv vej derhen, hvor der er mest brug for den, men jeg lader mig lede af min intuition, der vejleder mig til at fordele din egen overskudsenergi samt tilføre fornyet energi de steder, hvor der er særligt behov for det. På den måde bliver eventuelle blokeringer opløst og dit naturlige flow genoprettet. Sommetider går energien ikke direkte til det problem, du kommer med, men finder andre veje at gå i begyndelsen. Dette kan skyldes, at blokeringer andre steder i kroppen er nødvendige at opløse først, for at opnå en dyberegående og mere langsigtet virkning. Nogle indre processer bliver sat igang, og dit eget selvhelbredende system begynder at arbejde.
Under healingen ligger du på en briks med dit tøj på og et tæppe over dig, evt. til tonerne af stille musik.
Mange oplever varme de steder, hvor mine hænder er i direkte kontakt med kroppen eller i en let afstand fra den, og der kan komme rislende fornemmelser, oplevelse af farver, erindringer eller andre følelsesmæssige eller synsmæssige oplevelser undervejs. Mange oplever, at kroppen giver slip på noget hengemt, så en lethed opstår som følge deraf.
Efter healingen oplever mange, at de bliver lidt kuldskær. Dette er helt naturligt, - det er bare et tegn på, at energien arbejder videre med det igangsatte.
Det er en god idé at drikke rigeligt vand for at understøtte udrensningen.